
Hvidt papir, 80 g/m2, 91,4 cm (36″) bredt. Som det vi kender fra hjemmeprinteren: Stabilt, ugennemsigtigt og efter min mening mest velegnet til rullekniv og skæremåtte – eller til at gemme mønsteret som original og tegne af på traditionelt mønsterpapir. Det er muligt at sætte nåle i, det fungerer dog ikke så godt med tyndere stoffer.

Mønsterpapir, 35 g/m2, 91,4 cm (36″) bredt. Transparent, men mere hvid og mat end den vi havde tidligere. Hvis du kender mønsterpapiret fra det hedengangne Mika, så minder det meget om det, blot lidt tyndere (deres var 45 g/m2). Min nye favorit, ligger stabilt på stoffet og fungerer både med nåle/saks og med mønstervægte/rullekniv. Den mest velegnede når jeg vil lave mine tilretninger direkte i printet.
Jeg har gjort mit bedste for at fotografere papirtyperne. Vær dog opmærksom på, at skærme viser farver forskelligt, og papiret kan opfattes anderledes end det viser sig, når du modtager dit mønster.
— Tak til mit favoritfirma for mønstre, Muna & Broad, for tilladelse til at bruge deres mønstre som “fotomodeller” på hele hjemmesiden.