Papirtyper

Med tiden er jeg gået fra en meget minimalistisk indstilling til, hvad man har brug for i sin syning, til at nørde igennem med værktøjet: symaskiner, stoffer, specialtrykfødder og diverse dimser som kan gøre syningen lettere.

Klipningen har aldrig været min yndlingsdel af processen, men selv den er blevet meget sjovere med nye redskaber til mærkning og klipning – og, ikke mindst – med den nye nydelse at kunne vælge papirtype efter hvilket stof og hvilket projekt, jeg vil i gang med.

Her kommer beskrivelser af de forskellige papirtyper du kan vælge imellem hos Gladprint:

Hvidt papir, 80 g/m2. Som det vi kender fra hjemmeprinteren: Stabilt, ugennemsigtigt og efter min mening mest velegnet til rullekniv og skæremåtte – eller til at gemme mønsteret som original og tegne af på traditionelt mønsterpapir. Det er muligt at sætte nåle i, det fungerer dog ikke så godt med tyndere stoffer.

Mønsterpapir, 29 g/m2: Transparent og samme vægt/tykkelse som vi kender fra klassisk mønsterpapir i vores del af verden. Lidt mere glat end de fleste jeg har prøvet tidligere, og meget lækker at arbejde med direkte klippet fra printet. Min personlige favorit til især tyndere stoffer; nem at sætte nåle i, og skøn at arbejde med, når jeg har lyst at klippe med saks. Den mest velegnede når jeg vil lave mine tilretninger direkte i printet.

Bomuldspapir, 75 g/m2: Luksusudgaven! Semitransparent, stabilt og med en “blød” fornemmelse. Den mest holdbare af alle papirtyperne, fx. til de klassiske modeller, eller de mønstre jeg gerne vil gemme som original og tegne af. Den kan godt bruges direkte på stoffet med nåle/saks (ikke på de tyndeste metervarer), men fungerer dog bedst med mønstervægte/rullekniv. Skal opbevares væk fra direkte sollys da den coatede overflade ellers kan komme til at føles lidt klistret.

Jeg har gjort mit bedste for at fotografere papirtyperne. Vær dog opmærksom på, at skærme viser farver forskelligt, og papiret kan opfattes anderledes end det viser sig, når du modtager dit mønster.

— Tak til mit favoritfirma for mønstre, Muna & Broad, for tilladelse til at bruge deres mønstre som “fotomodeller” på hele hjemmesiden.